Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Lyngholmen som arbejdsplads

Lyngholmen er en særlig arbejdsplads, både fordi vi er et lille hus med få børn, og fordi vi er en ny institution. Vi kender hinanden, og vi løfter i flok - og vi er her for børnenes skyld. Vi er en bredt sammensat personalegruppe: Nogle har meget erfaring, andre mindre, nogle er lidt oppe i årene, andre er yngre og så videre. Men vi bliver alle sammen motiverede af at være på en arbejdsplads, hvor der er fokus på pædagogikken, og hvor der er brug for engagement og nye idéer.

Det kan kræve noget særligt at arbejde i et hus, hvor "plejer" ikke regerer. Det sker tit, at vi skal finde den bedste løsning på noget ud fra den enkeltes viden eller erfaring, fordi der er flere ting, vi stadig er i gang med at udvikle og få helt på plads. Men det betyder også, at der er rig mulighed for at sætte sin faglighed og sine kompetencer i spil og sætte sit præg på vores pædagogiske hverdag. Vi har højt til loftet, og vi værdsætter initiativ, engagement og begejstring.

Alle, der arbejder i Lyngholmen, er ansat til mindst 35 timer om ugen. Det har vi valgt, fordi det giver mere forudsigelighed og bedre bemanding. Når vi er sammen som kolleger så mange timer om ugen, får vi et stærkere fællesskab, ikke mindst fordi vi har lagt forberedelsestid ind i skemaet. Det betyder ikke bare, at der bliver afsat tid til forberedelse, men der er også bedre mulighed for at vende faglige overvejelser med sine kolleger i forbindelse med forberedelsen.

I Lyngholmen er man aldrig overladt til sig selv: Der er kolleger at sparre med, og hver anden måned får vi besøg af et ressourceteam, som giver sparring. Vores stue-, etage- og personalemøder bruger vi til at få besøg af eksterne, som kan inspirere os i vores arbejde, til refleksion og sparring og til planlægning og koordinering.